
Grønland gemmer en - på verdensplan - enestående rigdom af mineraler. I bogen gives en komplet oversigt over alle grønlandske mineraler. For mange af mineralerne er der beskrivelse af historie, systematik og findesteder. I en særlig liste omtales de 77 mineraler, som er fundet i Grønland og beskrevet for første gang i verdenshistorien. Let læselige omtaler af 32 udvalgte mineraler viser klart, hvad der har ført til Grønlands unikke placering inden for geologi- og mineralriget, og de grønlandske mineralers økonomiske betydning for nutidens Grønland.
"Man kan jo ikke tage et skridt uden at træde i fem-seks rubiner!" jublede True North Gems direktør, Andrew Lee Smith, til magasinet Discover i 2005, efter at selskabet havde fundet en rubin på 200 karat i Det Røde Fjeld Aappaluttoq. Men True North Gems er ikke de eneste, der på det seneste har rettet kikkerten mod Grønlands råstoffer og mineraler. Ved Garnet-søen på Grønlands vestkyst har et andet canadisk selskab, Hudson Resources, siden år 2005 fundet mere end 700 diamanter. Og i alt efterforsker 27 selskaber for tiden 68 grønlandske områder for diamanter, rubiner, safirer, guld, platin og andre mineraler.
Men når projekterne bliver til miner, skal selskaberne ikke betale royalties til Grønland. De skal betale selskabs- og udbytteskat - ligesom f.eks. fiskeproducenten og dagligvarebutikken - men de skal ikke som olieselskaberne betale nogen råstofbeskatning til hjemmestyret. Dét mener det grønlandske råstofdirektorat nemlig, vil skræmme de internationale investorer væk:
"Vi vil selvfølgelig gerne have så meget som muligt ud af samfundets fællesejede ressourcer i undergrunden, men vi skal samtidig være konkurrencedygtige internationalt. Vi risikerer at bremse hele mineerhvervet, hvis vi på nuværende tidspunkt lægger en ekstra royalty på mineralerne," sagde direktør for Råstofdirektoratet Jørn Skov Nielsen den 6. september til Ingeniøren.